Som en del af Folketingets sommer- og erhvervspakke bliver fire enkeltrejser under ordningen flexhandicap gratis. Det gælder for rejser i perioden 1. juli til 31. august.
Hvis du er en af de borgere, der er visiteret til kørsel under ordningen flexhandicap, kan du nu få fire af dine 104 enkeltrejser gratis. Det gælder for rejser i perioden 1. juli til 31. august i år, og hver enkeltrejse må max være 50 kilometer.
I Guldborgsund Kommune er det trafikselskabet Movia, der står for flexhandicap-kørslen, og det er også gennem Movia, at de gratis rejser skal bookes.
Sommerpakkens fire gratis handicapture skal bestilles telefonisk hos Movia på 70 26 27 27 i Movias kundecenter. Turene skal bestilles og rejsen skal gennemføres i perioden 1. juli til 31. august 2021. Det er ikke muligt at benytte selvbetjeningsløsningen eller app’en til at booke de gratis sommerture.
Eventuel ledsager rejser gratis med på turen, og ved bestilling skal man bede om en ”sommertur”.
Sommerturene indgår som en del af de visiterede rejser, som typisk er 104 enkeltrejser i 2021. Med de gratis sommerture ændres der dermed ikke på det samlede antal rejser. Fire af dem bliver blot uden egenbetaling.
For yderligere information og booking af de fire gratis sommerture kontakt Movia på 70 26 27 27 eller læs mere på Movias hjemmeside.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er visiteret til flexhandicap, kan du kontakte Myndighed i Center for Socialområdet i Guldborgsund Kommune på 54 73 21 22.