En 44-årig kvinde fra Sakskøbing blev lørdag klokken 19.08 standset af politiet på Vestre Landevej uden for Nørreballe. Ved standsningen forsøgte kvinden at give forkerte oplysninger om sin identitet, hvilket førte til en sigtelse for overtrædelse af retsplejeloven.
Kvinden virkede påvirket af stoffer og blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Det viste sig desuden, at hun var frakendt kørekortet, hvilket resulterede i en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden. Kvinden havde tidligere været sigtet for at køre uden kørekort.
Den bil, kvinden kørte i, var teknisk afmeldt, og hun blev derfor også sigtet for overtrædelse af registreringsloven samt for at køre uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Nummerpladerne blev pillet af og inddraget, og bilen blev beslaglagt på stedet.