Sakskøbing er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
MUSIK TIL ULEMPE
Hen over weekenden har der været en hel del anmeldelser om musik til ulempe, som politiet nøgternt kalder det, når der bliver spillet musik på et så højt niveau, at det generer naboer og andre i det offentlige rum. Politiet gentager opfordringen til, at vise hensyn – det gælder for så vidt både dem, der har medbragt en højttaler og spiller høj musik og dem, der ufrivilligt ikke kan blive fri for at være med på en lytter.
Politiet opfordrer også til, at man selv i første omgang forsøger at få folk til at dæmpe sig, inden politiet bliver tilkaldt.
Det prøvede en kvinde fra Næstved, da hun lørdag aften følte sig generet af naboer, der holdt fest i nabolaget for åbne vinduer og døre. Hun ringede til politiet og gik så selv hen for at få skruet ned. Da politiet kort efter ankom til stedet, kunne politibetjentene konstatere, at den kvinde, der havde klaget over musikken, nu deltog i festen. Musikken blev herefter dæmpet til et tåleligt niveau.
KORSØR: Kørte med kokain i små poser
En 22-årig mand fra Slagelse blev fredag klokken 20.00 standset i sin bil på Nygade i Korsør. I mandens taske fandt politiet fem poser kokain af hver 0,5 gram. Manden blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
HOLEBY: Trussel på livet
En 35-årig mand fra Holeby blev fredag 20.32 truet på livet af en 29-årig mand fra Holeby. Den 29-årige dukkede op foran den 35-åriges bopæl og truede ham med, hvad der lignede en 9 mm-pistol. Samtidig udtalte den 29-årige, at han ville skyde manden i hovedet og i knæene. Derefter kørte manden fra stedet. Da politiet fandt den 29-årige og anholdt ham, viste det sig, at han havde et luftgevær og en splatterpistol i bilen. Manden blev sigtet for trusler.
FAXE: Var det et fly? Var det en fugl? Nej – en 15-årig på knallert!
Politiets patrulje bemærkede fredag klokken 22.30 en knallert i Faxe, som larmede voldsomt. Knallerten blev målt til intet mindre end 72,9 km/t på rullefeltet. Den 15-årige ejer af knallerten blev sigtet for kørsel på konstruktivt ændret knallert, manglende forsikringspolice og for ikke at køre med hjelm.
RUDS-VEDBY: Kanonslag til fodboldkamp
Lørdag 12.25 blev en 28-årig mand sigtet for at fyre kanonslag af under en fodboldkamp mellem Ruds-Vedby og Dianalund. Den 28-årige erkendte.
HOLME-OLSTRUP: Hoppede over hegnet til forlystelsespark
Tre unge mænd forsøgte lørdag klokken 15.55 at snige sig ind i Bon Bon-land uden at betale, men blev tilbageholdt af personalet. En fjerde forsøgte også at forcere hegnet, men var for stor. Drengene blev sigtet og derefter bortvist fra stedet.
NYKØBING-FALSTER: Truede folk i området og filmede dem med mobiltelefon
En 51-årig mand fra Taastrup var tilsyneladende psykisk ude af balance, da han lørdag klokken 18.48 truede flere folk med en knivlignende genstand i området ved Pandebjergvej i Nykøbing. Den 51-årige blev anholdt og sigtet for trusler. Da politiet undersøgte mandens taske, fandt de en skruetrækker og en hammer.
NÆSTVED: Standset i larmende bil
Lokalpolitiet standsede søndag klokken 1.08 en 21-årig mand fra Næstved på Kanalvej. Hans bil larmede meget mere end tilladt, og der var da også ændret ved udstødningen. Desuden var et af dækkene nedslidt og den bageste nummerplade var ikke skruet fast. Derfor blev den 21-årige sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og hans bil bliver indkaldt til et kontrolsyn.
NÆSTVED: Havde ulovlige stoffer
Politiet tjekkede søndag klokken 1.34 en 19-årig kvinde fra Næstved, der stod på Fløjtevej ved et elskab. På skabet lå en mobiltelefon med ulovlige stoffer på. Derfor blev hun sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: Tre unge i forladt ejendom
Søndag klokken 7.36 fik politiet en anmeldelse fra det vidne, der havde set tre unge kravle ind i en ejendom, der er under ombygning på Farimagsvej i Næstved. Politiet fandt frem til de tre, der var henholdsvis 13, 14, og 15 år og fra lokalområdet, inde i bygningen. Den ældste blev sigtet for husfredskrænkelse, og de blev alle tre afhentet af deres forældre. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.
SAKSKØBING: Anholdt efter trusler
En 32-årig mand fra Nykøbing blev søndag klokken 13.30 anholdt i Sakskøbing. Det skete, efter at han havde haft nogle uoverensstemmelser med en 25-årig mand og havde truet med bl.a. at slå ham ihjel. Efter anholdelsen ransagede politiet den 32-åriges bopæl, og her fandt betjentene tre ulovlige knive og en CS-gas. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven og våbenloven.
Den anholdte blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 19.55.
INDBRUD
Politiet har i den forgangne weekend modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Nørre –Alslev | Gåbense Strandvej | Hus | 17/6 14.00-18/6 11.15 | Uvist |
Næstved | Ferskenvej | Hus | 16/6 10.00 | Smykker |
Sandved | Korsvej | Hus | 1/6 - 18/6 | Uvist |
Maribo | Grønningen | Hus | 16/6 12.00 – 18/6 19.35 | Smykker |
Søllested | Almindevej | Hus | 18/6 07.30-17:30 | Smykker, kontanter, ur |
Næstved | Ferskenvej | Hus | 19/6 16.00-21.00 | Uvist |
Sandved | Hindholmvej | Hus | 19/4-17/6 | Uvist |
Holeby | Jernbanevej | Hus | 20/6 21.00-23.35 | Kontanter, ure og en hvid Volkswagen Golf med reg.nr GF 24 255 |
Skælskør | Engsøvej | Landejendom | Søndag 05.00-07.00 | Uvist |
Nysted | Vestvej | Landejendom | 20/6 20.36 | Uvist |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i den forgangne weekend haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Sorø | Vestmotorvejen | 18/6 5.22-11.30 | ATK | 7420 | 44 | 130 | 174 | 1 betinget frakendelse |
Næstved | Havnegade | 18/6 22.37-00.31 | Laser | 4 | 50 | 81 | 4 klip | |
Næstved | Ring Nord | 19/6 00.54-01.39 | Laser | 2 | 80 | 119 | 2 klip | |
Nykøbing | Stubbekøbingvej | 19/6 13.36-15.36 | Bestilt ATK | 178 | 12 | 60 | 92 | 2 klip |
Sakskøbing | Guldborgvej | 19/6 16.49-19.30 | Bestilt ATK | 110 | 6 | 80 | 112 | 1 klip |
Guldborg | Storstrømsvej | 20/6 13.44-16.15 | Bestilt ATK | 210 | 15 | 50 | 76 | 1 klip |
Idestrup | Sildestrup Øvej | 20/6 17.16-.19.31 | Bestilt ATK | 160 | 2 | 80 | 100 |
FÆRDSELSKONTROLLER
I den forgangne weekend har politiet haft fem færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Tappernøje | Smidstrupvej | 18/6 12.12-12.57 | 2 klip for hastighed |
Stege | Kostervej | 18/6 12.00-17.00 |
Fire klip for håndholdt mobil 1 klip for overhaling over spærrelinje |
Haslev | Ukendt | 18/6 19.11-20.40 |
2 klip for hastighed 1 betinget frakendelse |
Nørre-Alslev | Gåbensevej | 18/6 16.15-17.15 |
1 kørsel i frakendelsestid 1 Spirituskørsel 1 Narkokørsel (Tre sigtelser på samme mand)
|
Vordingborg | Næstvedvej | 19/6 2.05-02.25 | 2 klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I den forgangne weekend har politiet standset seks påvirkede bilister:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Næstved | Køgevej | 19/6 16.27 | 51-årig mand fra Polen | Spirituskørsel og kørsel uden førerret |
Vordingborg | Nyraad Hovedgade | 19/6 19.48 | 20-årig mand fra Askeby | Spirituskørsel, narkokørsel og kørsel uden førerret |
Nykøbing-Falster | Skovboulevarden | 19/6 22.30 | 37-årig mand fra Kettinge | Spirituskørsel, narkokørsel |
Nørre Alslev | Gåbensevej | 18/6 16.15 | 30-årig mand fra Nørre Alslev | Spirituskørsel, narkokørsel og kørsel uden førerret |
Næstved | Karrebækvej | 18/6 17.48 | 32-årig mand fra Karrebæksminde | Narkokørsel, konfiskation af 16 gram hash og kørsel uden førerret |
Vordingborg | Græsbjergvej | 18/6 21.11 | 22-årig mand fra Næstved | Narkokørsel |