Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 11.-13. august

Profilbillede
dato

Sakskøbing er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

HELE KREDSEN: Musik til ulempe – eller?

Musik til ulempe. Sådan hedder det i politiets systemer, når folk ringer og klager over, at nogen spiller for høj musik. Det kan nogen gange være svært at afgøre præcist, hvornår musik er til ulempe. For vi skal jo alle have lov til at være her – også dem, der holder af at spille musik. Lige for tiden ser vi fx mange, der trodser det lettere fugtige vejr og holder havefester i et telt. I langt, langt de fleste tilfælde foregår det hyggeligt og rart og i god stemning. Men det er klart, at en teltdug ikke isolerer lyden helt på sammen måde som en mur. Når du oplever fest og musik i dit nabolag, så anerkender vi selvfølgelig, at det kan være generende, hvis man har svært ved at sove, men vi opfordrer til, at man finder tolerancen og forståelsen frem, og i stedet glæder sig over den gode stemning. Hvis ikke det sker hver nat – mon så ikke det går?

 

STEGE: Efterlyst mand midt i byen

En politibetjent bemærkede fredag formiddag en mand, der kom kørende på knallert gennem Stege, og et kontroltjek af den pågældende afslørede, at han var eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf. Det var en 39-årig mand, som blev anholdt uden dramatik klokken 10.43 i Storegade og herefter overført direkte til afsoning.

 

STEGE: 15-årig butikstyv stjal vingummi

Fredag klokken 16.26 fik politiet en anmeldelse om, at personalet i et supermarked på Ved Stranden i Stege tilbageholdt en dreng, der havde stjålet to ruller vingummi til en samlet pris på 16 kroner. Der var tale om en 15-årig dreng fra lokalområdet, og der er ikke nogen bagatelgrænse for tyveri, så han blev sigtet for butikstyveriet og afhørt på stedet sammen med sin mor.

 

NÆSTVED: Kom op at slås i toget

Politiet blev fredag klokken 19.19 kaldt til banegården i Næstved, hvor der havde været noget tumult i et tog. En mand havde ikke købt billet til sin cykel, og han ville ikke rette sig efter togføreren, som derfor bad han forlade toget. En anden passager i toget blandede sig og forsøgte at hjælpe togpersonalet, men det resulterede i, at de to kom op at slås. Det var en 46-årig mand fra København og en 31-årig kvinde fra Nykøbing, som blev skilt ad ved politiets mellemkomst. De blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og står nu til en bøde på 3.000 kroner hver.

 

KORSØR: Mistænkelige skud på Vestmotorvejen

Flere politipatruljer blev fredag aften sendt til Vestmotorvejen ved Korsør, hvor et vidne havde hørt noget, der lød som skud. Det var det dog ikke, men viste sig i stedet at være en bil, hvor udstødningen var indrettet på en måde, så den kunne give høje knald og lysglimt fra sig. Bilen blev standset på rastepladsen ved Antvorskov klokken 20.42. Bilejeren var en 23-årig mand fra Ringsted, som nu har fået en indkaldelse til at køre sin bil til kontrolsyn.

 

FAXE: To mænd sigtet for vold

To mænd blev fredag aften sigtet for vold. Det skete, efter at de var raget uklar med en 37-årig mand fra lokalområdet på Vinkældertorvet i Faxe. Den 37-årige blev skubbet omkuld og sparket og fik nogle knubs, men slagsmålet blev forsøgt stoppet af vidner. Klokken 21.45 anholdt politiet de to mænd, der er 45 år gamle og fra byen. De blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen natten til lørdag.

 

NYKØBING: 26-årig havde hash

En 26-årig mand fra Søborg blev fredag aften bortvist fra et værtshus på Brovejen i Nykøbing, og da politiet fulgte op på den pågældende, virkede han påvirket af stoffer. Da han blev visiteret, fandt politibetjentene fem små poser med hash på i alt 8,5 gram. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

 

SLAGELSE: 22-årig anholdt efter vold

Tidligt lørdag morgen fik politiet en anmeldelse om, at en mand var gået løs på en taxachauffør og hans bil på Kierulffsvej i Slagelse. Det var en 22-årig mand fra Slagelse, som havde slået og sparket på en taxa med en 42-årig mand fra Korsør som fører, og herefter tog han den 42-åriges mobil. Den 22-årige gav den 42-årige et par knytnæveslag i hovedet og tog kvælertag på og truede ham. Klokken 3.50 anholdt politiet den 22-årige, som blev sigtet for vold, trusler på livet, tyveri og forsøg på hærværk. Da han blev visiteret på politistationen i Næstved, fandt politiet et gram hash, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den anholdte blev løsladt igen klokken 6.22.

 

NAKSKOV: Sparkede politibetjent

I forbindelse med noget uro på en adresse i Nakskov var politiet natten til lørdag klokken 1.04 taget ud for at undersøge sagen. En 43-årig beruset mand fra lokalområdet var meget udadreagerende og råbte og kastede rundt med tilfældige cykler. Derfor tog politifolkene fat i ham for at sigte ham efter ordensbekendtgørelsen. Men ved anholdelsen sparkede den 43-årige en af betjentene, og derfor fik han også en sigtelse for vold mod tjenestemand.

 

SLAGELSE: Lastbil slingrede på motorvejen

En 61-årig udenlandsk lastbilchauffør er sigtet for spirituskørsel, efter han søndag klokken 15.28 blev standset på Vestmotorvejen. En borger havde kontaktet politiet fordi mandens lastbil slingrede voldsomt, og da politiet med hjælp fra Midt- og Vestsjællands Politi fik standset vogntoget, viste en alkometertest, at chaufføren havde en promille, der lå væsentligt over det tilladte. Hans førerret blev på grund af promillens størrelse inddraget på stedet, og da den 61-årige ikke havde penge til at betale bøden, er hans lastbil tilbageholdt som sikkerhed.

 

RØDBYHAVN: Børn uden sikkerhedssele

Søndag klokken 16.30 kørte en udenlandsk bil ind i landet fra færgen i Rødbyhavn med fem personer ombord. To børn under 15 år på bagsædet havde ikke sikkerhedssele på, så bilens fører, en 41-årig mand, står nu til en bøde på 2.500 kroner og et klip i kørekortet.

 

NÆSTVED: Røveri på toget

En 15-årig ung mand fra Herfølge blev søndag klokken 19.37 udsat for røveri, da han sad i toget med en ven på Næstved Station og ventede på at køre hjem. De to unge var kommet til Næstved for at mødes med nogle piger, som de havde lært at kende over sociale medier. Pigerne var en del af en større gruppe, som opførte sig stadig mere konfronterende over for de to unge. Det hele kulminerede, da tre unge mænd fra gruppen passede de to op i toget og krævede, at den 15-årige udleverede sin vest. Herefter forlod de unge toget. Senere på aftenen blev tre af de unge fra gruppen på 16, 21 og 17 år anholdt og sigtet for røveri. De blev alle tre løsladt ud på natten efter endt afhøring.

 

GULDBORG: Biltyve stak af fra politiet

I nat klokken 2.27 ville en politipatrulje, der kørte ved Guldborg, standse en bil, da de mistænkte den for at være stjålet. Føreren havde dog ikke umiddelbart tænkt sig at standse, da politiet gav tegn til ham. Han fortsatte ad Guldborgvej og videre ad Majbøllevej, hvor turen endte på en mark. Da bilen ikke kunne køre længere, myldrede fem unge mænd ud fra bilen, og de stak alle af fra stedet. Men der gik ikke længe, før politipatruljerne havde fat i dem alle. En af de unge mænd var kravlet op i et træ, men en politihund havde hurtigt sniffet sig frem til ham. Da han kom ned, var han temmelig rystet – men det var mest fordi, han var kommet i tanker om, at han havde højdeskræk. De fem unge mænd er alle 15 eller 16 år, og blev anholdt klokken 2.47 og sigtet for biltyveriet. De nærmere omstændigheder bag nattens udskejelser er nu ved at blive klarlagt.  

 

LUNDBY: Tyve løb lige i favnen på politiet

Søndag aften blev politiet kaldt til Lundby station, hvor det så ud til, at to mistænkelige personer var ved at bryde ind i en parkeret bil. En politimand tog sin politihund med fra politibilen og gik ad Pakhusvej mod broen over sporene, og en anden betjent så to personer, som var i færd med at stjæle fra en bil. Da de opdagede politiet, løb de fra stedet og op på gangbroen, og her blev de standset effektivt, da politihunden Chase stillede tog imod dem. De smed forskellige effekter fra sig, men blev nu alligevel anholdt klokken 23.19 og sigtet for tyveri. Det viste sig, at der var smadret en rude i bilen og stjålet en jakke, og de tyverkoster, den ene havde smidt fra sig, var forskellige armbåndsure. Det var to 16-årige drenge, som blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt i overværelse af de sociale myndigheder. De to drenge blev løsladt igen natten til mandag.

 

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Holeby Nødebjerg Fredag kl. 21.29 Vides endnu ikke
Nakskov Rosnæsvej Fredag kl. 11.30 – 18.00 Møbler
Næstved Grundtvigsvej 6/8 – 12/6 Smykker
Næstved Brinken Søndag kl. 5.45 Formentlig intet
Næstved Gramsvej Fredag kl. 16.30 – lørdag kl. 00.50 Topmadras og en pc
Stubbekøbing Aastrupvej Lørdag kl. 19.00 – søndag kl. 4.30 Bilnøgler og bil

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Haslev Lysholm Alle Fredag kl. 19.00 – 21.30 ATK 78 9 50 km/t 81 km/t 4 klip
Korsør Skovvej Lørdag kl. 15.13 – 19.35 ATK 680 10 60 km/t 79 km/t -
Slagelse Slagstrupvej Fredag kl. 13.37 – 16.20 ATK – bestilt færdselskontrol 237 0 - - -
Tureby Bjerredevej Fredag kl. 16.13 – 18.13 ATK – bestilt færdselskontrol 76 2 50 km/t 61 km/t -
Vemmelev Borgergade Søndag kl. 16.22 – 19.33 ATK 170 5 50 km/t 62 km/t -

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt
Haslev Jernbanegade Lørdag kl. 18.20 – 19.45 Alle kørte pænt.
Næstved Havnegade Fredag kl. 18.45 – 20.15 En blev sigtet for at overhale ved spærrelinje
Haslev Jernbanegade Lørdag kl. 21.30 – 22.40 Alle 18 kontrollerede havde tingene i orden

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

SKOLESTART

I fredags har politiet haft følgende kontroller i forbindelse med skolestart:

 

By Vej Tidspunkt
Korsør Birkemosevej Fredag kl. 7.45 – 8.10 Der blev givet påtaler til cyklister: to piger kørte to på en cykel og en cyklede mod køreretningen på cykelstien.
Slagelse Byskov Alle Fredag kl. 7.35 – 8.15 Alt fint.
Nykøbing F. PM Møllersvej Fredag kl. 7.40 – 8.10 En knallertkører blev sigtet for ikke at overholde højresving forbudt, og en havde ikke medbragt sin præmiekvittering.
Vemmelev Skolevej Fredag kl. 7.40 – 8.10 Alt fint.
Slagelse Kirkerupvej Fredag kl. 7.30 – 8.10 En blev sigtet for at parkere, hvor der var parkering forbudt.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Dannemare Gloslunde Gade Fredag kl. 21.12 42-årig mand fra Søllested Spirituskørsel
Korsør Solbakkevej Søndag kl. 21.14 26-årig mand fra Skælskør Spirituskørsel
Nakskov Løjtoftevej Lørdag kl. 13.58 34-årig mand fra Dannemare Spirituskørsel
Nykøbing F. Kaj Munksvej Fredag kl. 20.51 25-årig mand fra Nørr-Alslev Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand
Næstved Handelsskolevej Lørdag kl. 23.44 42-årig mand fra Rønnede Spirituskørsel
Nørre-Alslev Nykøbingvej Lørdag kl. 00.50 19-årig mand fra Nykøbing F. Kørsel i påvirket tilstand
Sakskøbing Nykøbingvej Mandag kl. 1.25 29-årig kvinde med ukendt adresse Kørsel i påvirket tilstand
Slagelse Ndr. Stationsvej Søndag kl. 16.40 20-årig mand fra Slagelse Kørsel i påvirket tilstand
Slagelse Vestmotorvejen Søndag kl. 15.28 61-årig mand fra udlandet Spirituskørsel
Sorø Sorøvej Lørdag kl. 20.50 42-årig mand fra Stenlille Spirituskørsel
Søllested Højrebyvej Mandag kl. 1.15 53-årig mand fra Maribo Kørsel i påvirket tilstand. Den 53-årig havde tre gram amfetamin, 14,7 gram hash  og en joint på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer
Vordingborg Færgegårdsvej Lørdag klokken 11.30 59-årig mand fra Nykøbing Kørsel i påvirket tilstand

 

 

 

 

 

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi